De arveanlæg,
som et foster modtager fra sine forældre, påvirker evnen til at
overleve indtil fødsel. Den avlsmæssige påvirkning kan opdeles i
summen af en lang række enkelte gener og effekten af enkelte
defekte gener.
I den
almindelige avlsværdivurdering udnytter vi summen af en lang
række gener og avlsværditallene er netop et udtryk for den
samlede effekt. Derudover påvirkes frugtbarheden også af
forekomsten af forskellige arvelige defekter. Arvelige defekter
kommer oftere til udtryk, når der er en høj grad af indavl.
Indavl har dermed stor betydning for i hvor høj grad defekte
gener påvirker frugtbarheden.
Vi kender bl.a. CVM som en arvelig effekt, der påvirker
fosterets overlevelse. Årsagen til, at CVM fik en stor
udbredelse var, at tyrefædre med det defekte gen blev anvendt i
stor udstrækning, og at populationen dermed blev indavlet.
Både niveau,
kombination og indavlsgrad har betydning
I en amerikansk undersøgelse er der set på, hvordan
ikke-omløberprocenten ved 70 dage påvirkes avlsmæssigt.
Resultaterne viser, at det avlsmæssige niveau af far og morfar,
altså det der har med summen af de enkelte gener at gøre, har
betydning for ikke-omløberprocenten. Avl efter højere
ikke-omløberprocent giver dermed en varig forbedring, som er
blivende i efterfølgende generationer.
Undersøgelsen viser dog også, at kombination af far og morfar
også har en effekt. Sagt med andre ord har bestemte
kombinationer af fædre og morfædre en lavere ikke-omløberprocent
end forventet, mens det omvendte er tilfældet for andre
kombinationer. De mest favorable kombinationer er mellem tyre
som er mindst i familie med hinanden. Dette kan skyldes
tilstedeværelsen af arvelige defekter.
I undersøgelsen er det fundet, at for hver
10% stigning i indavlsgraden falder ikke-omløberprocenten
ved 70 dage med 1%. Dette kunne forklares med, at mindst 20% af
dyrene bærer gener som i større eller mindre grad påvirker
frekvensen af aborter.
Hvis du ønsker at se hele Kvæginfo 1654 i dens helhed kan den
findes på Landbrugsinfo under
www.landscentret.dk/kvaegavl - indavl påvirker fosterets
livskraft